Udstillingen af håndskydevåben
Den våbenhistoriske udstilling i Rustkammersalen var tænkt som den ”endelige” opstilling af museets samlinger, som kunne vise udviklingen i håndskydevåbnenes og blankvåbnenes historie frem til i dag. De lange rækker af monterer med våben kom til at danne skole for andre i, hvordan museumsudstillinger skulle laves.
Forhistorien
Fra Chr. IV’s Tøjhus stod færdigt i 1604 har huset ved siden af beholdningerne af aktuelle våben været anvendt til at opbevare historiske våben og pragtvåben, som ikke længere blev anvendt. Det drejede sig først og fremmest om de danske kongers personlige samlinger af pragt- og jagtvåben, faner og rustninger. Med tiden kom også andre samlinger af forsøgsvåben og historiske våben fra Danmarks krige til.
Offentligheden havde ikke adgang til samlingerne i Tøjhuset, som jo primært var et militært våbenarsenal. I takt med museernes fremkomst i starten af 1800-tallet, kunne københavnerne dog fra 1832 deltage i lejlighedsvise omvisninger i de militære samlinger. Noget egentligt museum var der dog ikke tale om, selvom samlingerne op gennem 1800-tallet blev udvidet kraftigt med etableringen af Den Historiske Våbensamling.
Arbejdet med at etablere et egentligt militærmuseum tog fart i 1870’erne, men først i 1928 blev Tøjhusmuseet dannet som en selvstændig myndighed under Krigsministeriet. Museet rådede endnu ikke over hele huset som stadig blev anvendt til at opbevare Hærens beholdninger af udtjente våben.
Den nye udstilling blev gradvist opbygget gennem de kommende år, men først i 1952 kunne man indvie den nye permanente udstilling i dens endelige skikkelse.
Læs mere om den "egentlige" udstilling om håndskydevåbnenes historie